Lav ferieaktiviteter for børn
Vil din forening være med til at give børn og unge i Svendborg Kommune en aktiv og oplevelsesrig ferie? Læs om muligheder for tilskud, krav og hvordan du søger
Svendborg Kommune samarbejder med foreninger og kulturaktører om ferieaktiviteter i vinterferien, sommerferien og efterårsferien. Som forening kan I søge tilskud til at afholde aktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at prøve noget nyt og blive en del af et fællesskab.
Sådan arrangerer du en ferieaktivitet
Tryk på et punkt for at se detaljer.
- 1.
Find på en aktivitet
Start med at finde ud af, hvad jeres forening gerne vil tilbyde børn og unge i en skoleferie.
Det kan for eksempel være en introduktion til en idrætsgren, en kreativ workshop, en musikaktivitet eller en dag med natur og friluftsliv.
Overvej:
- Hvad skal deltagerne opleve eller lære?
- Hvilken aldersgruppe henvender aktiviteten sig til?
- Hvornår og hvor skal den foregå?
- Hvem skal stå for aktiviteten?
Aktiviteten skal have et konkret program. Et åbent hus-arrangement uden planlagte aktiviteter er ikke tilskudsberettiget.
- 2.
Undersøg, om du kan søge tilskud
Godkendte folkeoplysende foreninger i Svendborg Kommune kan søge om tilskud til at afholde ferieaktiviteter for børn og unge i skoleferierne.
Tilskuddet kan blandt andet dække udgifter til instruktørtimer og materialer. Der gælder særlige regler for, hvor meget I kan få i tilskud, og hvad I selv skal betale.
Er jeres forening ikke godkendt som folkeoplysende forening, eller er I en kulturaktør, kan I stadig få jeres ferieaktivitet med på kommunens hjemmeside. I kan dog ikke søge tilskud gennem ordningen.
- 3.
Planlæg økonomien
Når I planlægger aktiviteten, skal I være opmærksomme på kommunens tilskudssatser og regler for deltagerbetaling.
- Instruktørtimer: 90 kr. pr. instruktørtime
- Materialer: Der kan ydes tilskud i begrænset omfang
- Deltagerbetaling: Højst 25 kr. pr. aktivitetstime
Der ydes ikke tilskud til forplejning, drikkevarer og lignende.
Husk at indregne eventuelle udgifter, som foreningen selv skal dække.
- 4.
Send oplysninger om din ferieaktivitet
Vil I søge tilskud eller have jeres ferieaktivitet med på Svendborg Kommunes hjemmeside, skal I indsende oplysninger om aktiviteten.
Beskriv blandt andet:
- Hvad aktiviteten går ud på, og hvem den henvender sig til
- Hvornår og hvor aktiviteten afholdes
- Hvilken aldersgruppe aktiviteten er for
- Hvor mange børn og unge I forventer at deltage.
Søger I også tilskud, skal I desuden oplyse om instruktører og udgifter og indsende de oplysninger og erklæringer, der kræves i forbindelse med ansøgningen.
Det er vigtigt, at I overholder ansøgningsfristen.
- 5.
Gør aktiviteten klar til deltagerne
Når I planlægger den praktiske afvikling, skal I sikre, at programmet er tydeligt, og at de nødvendige instruktører, materialer og faciliteter er på plads.
Kommunen bruger jeres beskrivelse til at præsentere ferieaktiviteten på hjemmesiden, så børn og familier kan finde og vælge den.
Skriv derfor en kort og indbydende beskrivelse, der fortæller, hvad deltagerne skal lave, hvem aktiviteten henvender sig til, og hvad de kan glæde sig til.
Har I billeder, der viser aktiviteten eller foreningens tilbud, kan I også sende dem til Kultur og Fritid.
- 6.
Indsend dokumenation, og få tilskuddet udbetalt
Når I har afholdt ferieaktiviteten, skal I indsende dokumentation for de udgifter og aktiviteter, I har fået tilskud til. Kultur og Fritid udbetaler først tilskuddet, når den nødvendige dokumentation er modtaget.
Dokumentationen består af:
- Materialeudgifter: Kopi af bilag eller kvitteringer for de indkøb, I søger tilskud til.
- Instruktørtimer og deltagere: Udfyldt dokumentationsskema med oplysninger om de afholdte instruktørtimer og det faktiske antal deltagere. Kultur og Fritid sender skemaet til foreningen, når tilskuddet er godkendt.
Husk at indsende al nødvendig dokumentation, så tilskuddet kan blive udbetalt.
Hvem kan søge om tilskud?
Det er godkendte folkeoplysende foreninger i Svendborg Kommune, der kan søge tilskud til ferieaktiviteter.
Aktiviteten skal leve op til kommunens gældende betingelser for tilskud.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål om ferieaktiviteter, tilskud eller ansøgningsprocessen, er du velkommen til at kontakte administrationen i Kultur og Fritid.


